Pakistan ligger i Sydasien med grænser til Iran, Afghanistan, Kina og Indien og med kystlinje mod det Arabiske Hav. Pakistan er en islamisk republik, som blev dannet i 1947, da landet sammen med det område, der i dag er Bangladesh, blev skilt ud fra Britisk Indien. Bangladesh var oprindeligt del af Pakistan under navnet Østpakistan, men løsrev sig for at blive en selvstændig stat i 1971.
Navnet Pakistan betyder ”det rene land”, og tanken med adskillelsen var, at Pakistan skulle være en ren muslimsk stat. Det betød dog, at millioner af mennesker pludselig befandt sig i et land, som ikke nødvendigvis stemte overens med deres religion.
Mange muslimer blev i Indien, mens stort set alle hinduer og andre oprindelige befolkninger blev fordrevet fra Pakistan, og der er stadig spændinger og uroligheder mellem landene fra tid til anden.