Mauritius ligger i det Indiske Ocean cirka 900 km øst for Madagaskar. Portugiserne kom til øen i 1505 som de første europæere, men det blev hollænderne, der koloniserede øen i 1638 og opkaldte den efter prins Morits af Nassau. Siden kom Mauritius under fransk kontrol i 1700-tallet, inden Storbritannien indtog øen i 1810 under Napoleonskrigene, og derefter forblev øen britisk indtil uafhængigheden i 1968. Siden uafhængigheden har Mauritius været et stabilt demokrati og er i dag et af de rigeste lande i Afrika. Ud over turismen, som nyder godt af det frodige landskab og smukke strande, er sukkerproduktion en væsentlig industri, og store dele af øens cirka 1900 km² er dækket af grønne sukkerrørsplantager, som står i smuk kontrast til den ikoniske okkerrøde jord.
Frimærker fra Mauritius
Blandt filatelister er Mauritius nok især kendt for sit første frimærke, POST OFFICE udgaven, som udkom i 1847 og i dag er blandt de dyreste og sjældneste frimærker i verden.