Julemærket

Historien om et iulemærke. Et lille mærke med en meget stor betydning.

»Der var engang et Frimærke, som så ganske anderledes ud end de andre, der gik i handel og vandel.Det var større. Det havde en anden facon og en anden farve. Og så havde det et underligt ansigt! “Vorherre må vide, hvad det er for en fyr« sagde Ti-øres mærket og rynkede på sin officielle næse. “Der er bestemt noget muggent ved ham” sagde Femøres-mærket, der troede det var nødt til at være dobbelt så stor på den, fordi det kun var halvt så dyrt. »Det koster bare to øre« sagde Treøres-mærket hånligt.

»Nå, nå, det er ikke pengene, det kommer an på, sagde Enøres-mærket. »Man gør sin nytte og fylder efter, hvor der mangler noget«.

»Ak ja,” sagde Toøres-mærket, der var træt af alle de tryksager, det måtte slæbe på.
Tyveøres-mærket havde råd til at være høflig. Det var jo også skabt til langfart og så derfor mere europæisk på tingene. “Lad os spørge manden«, sagde det. “Naturligvis under den forudsætning, at ingen af de højere mærker først ønsker at udtale sig«. Halvtredsøres-mærket og Krone-mærket så ud som om de aldeles ingenting havde hørt! »Måske den herre så vil sige til kollegerne, hvem han er?« sagde Tyveøres-mærket. “Jeg er Julemærket”sagde den nye, så sagte og beskedent at de knap kunne høre det. »Er De måske engageret til at besørge juletrafikken?« “Ak Gud, nej«, sagde julemærket. » Jeg er såmænd ikke engang i stand til at bære det mindste brevkort tværs over gaden» “De er altså ikke nogen kollega?”

“Jo ... nej ... jo ... «. julemærket stammede sådan i det og var så forlegen, at det var en ynk at se.
“Jeg må gøre Dem opmærksom på, at her i etaten, har vi hver sit bestemte arbejde«, sagd Tyveøres-
mærket. »Vi bærer hver sin postsag forstår De eller frigør den, om De holder mere af det udtryk. Vi kan ikke have driverter iblandt os«. “Jeg er heller ingen drivert«, sagde julemærket. “Jeg bærer også noget, jeg frigør også noget!” “Han er skør, sagde Femøres-mærket. “Hvad bærer De da?”, spurget Treøres-mærket. “De må ikke blive vred på mig”, sagde julemærket. “ Det lyder jo dumt og indbildsk, fordi jeg er så ubetydelig og ganske uofficiel. Men det er sandt alligevel - jeg bærer sten, - sten til et stort hus, som skal bygges engang. Og i huset skal der bo syge drenge, som skal helbredes”. Længere kom julemærket ikke, såadan en latter brød de rigtige frimærker ud i. Da de tilsidst ikke kunne le mere mere sagde Tyveøres-mærket: “ Nej, den historei går ikke min gode. Sten sender man pr. fragt og syge drenge pr. personbillet. De kan aldrig komme ind under postetaten. Derfor må jeg høfligst bede Dem forsvinde. De spilder tid og tager plads op. De har ikke noget at gøre her.” “Det er hørt,” sagde Halvtredsøres-mærket. Og så var det hørt.

Men julemærket blev hvor det var og bad ynkeligt for sig. Det råbte til alle, der kom hen til lugen: “Åh, køb mig, sæt mig på brevet, klæb mig på for Guds skyld, bare i hjørnet et sted, så jeg kommer med.... jeg koster jo kun to øre, jeg er det lille julemærke.”Det er absolut ikke postalt”, sagde Tyveøres-mærket. Men det var jo jul og folk var godmodige. “Det er da synd for det pæne lille mærke”, sagde de. Så de købte det og satte de på brevene. Der var dem, der satte to på og dem der satte ti, men ingen satte ingen. Da julen var forbi, var alle julemærkerne borte. Så kom næste jul, og næste igen og nok en jul, og julemærket var bestandig på pletten. Til sidst spurget folk, hvor det blev af, når det kom en dag senere, end de havde ventet.

Og en dag lå der et stort smukt hus med sol på ruderne. “ Det hus er der gået mange sten til” sagde Tyveøres-mærket. “Jeg har båret dem”, sagde julemærket. “Og sikke mange sunde, glade børn, der kommer ud af porten”, sagde Halvtredsøres-mærket. “Jeg har frigjort dem,” sagde jkulemærket. “Så er du vel også så god, som nogen af os andre,” sagde Krone-mærket. Og så blev der ikke talt mere om den ting. For når Kronemærket havde talt, var der ikke mere at sige. Se det var en rigtig julehistorie!

I år er det 100 år siden det første rigtige julemærkehjem stod klar . Dengang til at modtage syge og underernærede børn. Idag er det overvægtige børn og børn med “ondt i livet”, som bliver hjulpet til en bedre fremtid på landets julemærkehjem