Årets færøske julemærker fortæller i billeder historien om den allerførste jul, hvor Maria og Josef rejste fra Nazaret til Bethlehem, hvor Jesus blev født i en stald, da der ikke var plads på herberget. Hyrderne på marken og de hellige tre konger er også med på årets julemærkeark. Baggrunden i motiverne er den færøske natur, og den opmærksomme samler ser straks, at Maria er iført færøsk stjernesweater og at Josef er iført færøsk hue og vadmelskofte.