Julemærket 2021 har titlen Hjem til jul og er tegnet af illustrator Peter Bay Alexandersen. Motivet hylder det særlige fællesskab, som opstår i juletiden, og som vi pga. corona var mange, der gik glip af sidste år. At tegne det historiske har altid talt særligt stærkt til Peter Bay Alexandersen, og inspirationen er hentet i en havneby fra et tidspunkt i 1800-tallet - for hvad er mere julet end netop de gamle dage ? Motivet viser et træskib, der ligger til kaj, hvorfra folk vender hjem til deres familier og venner med hænderne fulde af pakker og juletræer.